Enormt klimapotentiale i beboeradfærd

Kan bæredygtig beboeradfærd redde klimaet?

KeepFocus Cards formidler beboernes energiforbrug ”her og nu” i en vedkommende kontekst, der giver forbrugstallene større værdi, end hvis de blev præsenteret isoleret, og beboerne kan med KeepFocus Cards følge effekten af deres handlinger med øjeblikkelig virkning.

Det faktum, at der hentes data hver time, gør det muligt at identificere konsekvenserne af dagens energihandlinger; det bliver eksempelvis tydeligt, hvordan et bads varighed påvirker vandforbruget eller hvilke apparater, der bruger meget strøm.

11.000 klimaeksperter slår alarm

I november 2019 forenede 11.000 klimaforskere fra 153 forskellige lande deres viden og bekymring i en fælles erklæring med en advarsel om, at klimakrisen truer vores liv på jorden, og at vi risikerer ”hidtil usete lidelser”, hvis ikke vi skrider til drastiske handlinger.

De 11.000 klimaforskere advarer om, at klimamålene – selv hvis de blev indfriet – er mindre end halvdelen af, hvad der er nødvendigt for at kunne begrænse accelerationen af klimaforandringerne i det næste årti, og de afslutter med en indtrængende opfordring til, at alle mennesker ”griber til handling for at bevare jorden, vores eneste hjem”.

Hvis vi skal nå i mål med vores ambitioner om at vende udviklingen, er der brug for handling – og der er brug for, at begrebet handling forstås helt ned på individniveau.

Foto: Eliud Gil Samaniego / CIWEM Environmental Photographer of the Year

Enormt energipotentiale i beboeradfærd

Bygninger står for 36% af det globale energiforbrug og for knap 40% af de samlede direkte og indirekte CO2-emissioner, og man ser i EU et stort klimapotentiale i at få almindelige borgere til at skrue ned for energiforbruget.

I identiske rækkehuse kan varmeforbruget variere med en faktor 20, så det højeste forbrug er 20 gange højere end det laveste, og det fortæller os, at det er adfærd og vaner, vi aflæser i beboernes energiforbrug. Det betyder, at der er et stort potentiale i at øge opmærksomheden omkring, hvilke konsekvenser vores daglige energivalg har for det samlede energiforbrug og ad den vej motivere til at handle mere bæredygtigt i dagligdagen.

Overbevisende resultater på forskningsprojekt fra DTU

Foto: DTU

Den 30. juni 2020 afsluttede DTU et stort forskningsprojekt i Boligforeningen Korngården i Ballerup omkring adfærd og forbrugsmønstre blandt beboere i udlejningsejendomme.

Korngården har været genstand for en gennemgående energirenovering, som har transformeret det oprindelige byggeri fra 1958 til et moderne, bæredygtigt og indbydende boligområde.

Med en renovering til 330 millioner kroner var der en ambition om at opnå markante energibesparelser, men udfordringen med energirenoveringer er ofte, at besparelsespotentialet overvurderes. Energirenoveringen udføres med en ambition om kortest mulig tilbagebetalingstid, men erfaringer fra tilsvarende renoveringer viser, at en del af energibesparelserne af beboerne veksles til højere temperaturer, så effekten bliver mindre end forventet.

I Korngården valgte man at give beboerne adgang til at følge deres energiforbrug med en app, som viser forbruget af el, vand og varme for den enkelte lejlighed. Appen gør det muligt for beboerne at sammenligne deres forbrug i forhold til tidligere måneders forbrug og i forhold til andre lejligheder med lignende beboersammensætning (alder og antal beboere).

Efter projektets afslutning kunne DTU i deres afsluttende rapport konkludere, at det var lykkedes for Korngården at gennemføre de ønskede energibesparelser, da elforbruget var faldet med 15%, forbruget af varmt brugsvand var faldet med 34% og varmeforbruget var faldet med 60%. Det er iøjnefaldende tal i forhold til forskellige tidligere internationale undersøgelser, som påviser energibesparelser på mellem 2-10% ved brug af direkte feedback om energiforbruget.

Hvad er det så, Korngården har gjort anderledes?

En forklaring kan være, at Korngården har brugt KeepFocus Cards til at visualisere beboernes energiforbrug. KeepFocus Cards er udviklet ud fra en tanke om, at beboerne skal have interesse i at opsøge informationerne, hvis visualiseringen skal have en effekt, og appen anvender derfor værktøjer som nudging, gamification og persuasive design som interesseskabende redskaber.

I takt med, at beboerne bruger KeepFocus Cards, frigives konkrete tips til små justeringer i hverdagen, som kan have en stor effekt på det samlede forbrug, og det faktum, at man skal bruge appen for at tjene sig adgang til de mange tips, er med til at pirre deres nysgerrighed og inspirere dem til at opsøge deres energiinformation regelmæssigt.

KeepFocus Cards er designet som et levende og lettilgængeligt univers, og uanset om beboerne motiveres af at konkurrere med sig selv eller andre, om de er drevet af en grøn agenda eller om de gerne vil spare penge på deres energiregnskab, er der i KeepFocus Cards integreret elementer, som gør appen attraktiv at bruge i hverdagen.

Resultaterne fra DTU’s forskningsprojekt fortæller os, at personlig energivisualisering kan få beboere i boligejendomme til at ændre vaner og træffe mere bæredygtige energivalg i hverdagen, og hvis vi kan skabe en kollektiv bevidsthed omkring omfanget og effekten af vores personlige energiforbrug – både på landsplan og internationalt – vil vi være nået et godt stykke vej i arbejdet med at gå fra tanke til handling.

Læs DTU’s afsluttende rapport her