Afgiftsrefusion

Der er mange penge at hente i korrekt afgiftsrefusion

Jo mere præcist, I kan dokumentere, hvor jeres energi bruges og hvad den bruges til, jo stærkere står I, når I søger om afgiftsrefusion for jeres procesenergi.

Procesenergi er den energi, I bruger til produktion eller fremstilling af en vare, der er bestemt til afsætning.

Den energi, der bruges til komfortvarme eller -køling (i eksempelvis kontorer eller butikker) er ikke procesenergi, og i de tilfælde, hvor der er flere aktiviteter i et lokale, sker fordelingen mellem procesenergi og komfortenergi ud fra en vurdering af formålet med temperaturstyringen.

Et eksempel på det er supermarkeder, hvor den energi, der bliver brugt til køling af frysere og kølediske ikke anses som komfortkøling og derfor berettiger til afgiftsrefusion.

Hvis I ikke kan dokumentere, hvor stor en del af jeres energiforbrug, der reelt er brugt til proces, vil beregningen ske ud fra nogle standardsatser defineret af SKAT.

I stort set alle tilfælde vil den reelle procesenergi dog overstige SKAT’s estimater og jeres berettigede afgiftsgodtgørelse være højere end anslået i SKAT’s beregninger, så det kan godt betale sig at have styr på jeres energiforbrug.

Læs mere om fradrag for energiafgifter på SKAT’s hjemmeside.